Forside > Naturfagligt område > Biologi > Undervisningsstedet

Undervisningsstedet


Undervisningen i biologi bør foregå i store lyse lokaler, der giver gode muligheder for en undersøgende og eksperimenterende undervisning. Hvor det er muligt, bør lokalerne placeres med adgang direkte til udendørsområder, hvor en del af den praktiske undervisning kan forgå.

 

Pladsforhold
I lokalet skal der være så god plads, at forsøg kan gennemføres uden risiko for ulykker. Som minimum skal der være plads til:

  • demonstrationsbord
  • laboratorieborde til en klasse
  • det nødvendige antal skabe og skuffer til opbevaring

Dertil kommer:

  • plads til tavler og
  • nødvendige faste installationer
  • køle-, fryse- og varmeskabe
  • opvaskemaskine
  • mikrobølgeovn
  • stinkskab
  • autoklave

Derudover kan der være behov for et areal til at gennemføre undervisningsaktiviteter med større forsøgsopstillinger, ergometercykler, akvarie- og/eller terrarieopstillinger, opbygning af større lukkede økosystemer og lignende.

Erfaringsmæssigt vil et undervisningsareal på minimum 120 m2 med tilstødende klasselokale, grupperum og depotrum opfylde behovet.

 

Laboratoriet indrettes efter Arbejdstilsynets regler for klasse 1 laboratorier. Dette indebærer bl.a., at der skal gøres særlig grundigt rent.

 

Flugtveje

Der må aldrig være mere end 25 m til den nærmeste flugtvej og 50 m til den fjerneste.

 

Da aktiviteterne i lokalet kan være brandfarlige, kræver myndighederne, at lokalet har mindst 2 døre til flugtvejsgang (eller den ene til det fri – dog ikke til lukket gårdhave). Begge døre skal åbne i flugtretningen og kunne åbnes indefra uden brug af nøgle. Udgangene skal være så langt fra hinanden, at alle i lokalet kan komme til en udgang i tilfælde af brand. Stinkskabe må ikke anbringes nær flugtvejene.

 

Hvis biologilokalet ligger i terrænhøjde, kan den ekstra dør med fordel anbringes med udgang til det fri. Fører udgangen til en grønnegård el.lign., skal der herfra være mulighed for at komme til flugtgang uden brug af nøgle.

 

Der kan evt. laves direkte udgang til drivhus. Dette vil normalt ikke blive anerkendt som flugtvej, selv om der fra drivhuset er dør til det fri.

 

Gulv  
Det er vigtigt, at gulvbelægningen er egnet til den undervisning, der skal foregå.

 

I forbindelse med forsøgs- og demonstrationsundervisning bevæger lærer og elever sig meget rundt i lokalet medbringende forsøgsudstyr, glasvarer, vand og kemiske stoffer i fast- og væskeform.

 

Gulvbelægningen til denne undervisning skal være robust med så få samlinger som muligt, og der, hvor de er nødvendige, skal de svejses sammen. Desuden må man sikre sig, at gulvbelægningen ikke er glat i våd tilstand, samt at den er let at rengøre og vedligeholde. Skridsikker og syrebestandig linoleum kan anbefales.

 

I arbejde med akvarier og vandlevende organismer vil der ofte spildes vand på gulvet, ligesom det heller ikke kan undgås, at jord og plantedele ender på gulvet ved andre typer undersøgelser og øvelser. Det er derfor meget vigtigt, at gulvet er skridsikkert i våd tilstand og let at rengøre.

Møblering

Bordene skal kunne tjene flere arbejdsmåder. Der skal derfor være fri benplads uden generende sarg under bordet, når der er tale om arbejdsopgaver, hvor man sidder ned.

 

Da der desuden altid vil være tale om store variationer i lærernes og elevernes højde, anbefales laboratorieborde og stole, der kan indstilles i højden. Stinkskabe kan også fås med højdeindstilling.

 

Borde

I biologilokalet er der behov for demonstrationsbord/lærerbord, arbejdsborde, laboratoriearbejdspladser samt skabe, skuffer og solide reoler med brede hylder til akvarier, terrarier og andet udstyr.

 

Laboratorieborde og demonstrationsbord skal have glatte, ikke-reflekterende, kemikaliebestandige bordplader uden fuger eller revner. Størrelsen skal sikre, at der er plads til de faste installationer samtidig med, at hver elev har god plads til at udføre sine egne forsøg.

 

Vælger man en indretning af lokalet, baseret på et demonstrationsbord og faste laboratorieborde med div. installationer, er det meget vigtigt, at laboratoriebordene er tilstrækkeligt store til, at der kan arbejdes med udstyr og indsamlet materiale, der optager meget plads. Fordelene ved denne opstilling er bl.a., at procesudsugning, gas og stikkontakter altid er der, hvor man arbejder.

 

Ønskes en indretning, hvor mulighederne for at møblere efter skiftende behov prioriteres højt, kan det anbefales at anbringe laboratoriearbejdspladserne med deres faste installationer langs væggene. Dette giver god plads midt i lokalet. Er der plads til det, vil det være en fordel, at laboratoriebordene langs væggen står vinkelret på denne.

Det giver bedre og mere sikre samarbejdsmuligheder ved arbejde i grupper.

 

Alternativt kan lokalet indrettes således, at de løse arbejdsborde kan sættes sammen med det faste langsgående laboratoriebord.

 

Skabe

Der er behov for mange skabe og skuffer til biologiundervisningen.

 

Før i tiden satsede mange skoler på at opbygge en stor samling af udstoppede dyr og præparater. Disse samlinger er som regel anbragt i skabe med glaslåger. Alligevel vil de ofte give anledning til dårlig luft i lokalet, et problem, der kan løses med direkte udsug fra skabene. Alternativt kan skabene anbringes i tilstødende birum eller depoter med et godt luftskifte.

 

Farlige kemikalier skal opbevares i aflåste skab med direkte udsugning.

 

Udstyr til laboratorieaktiviteter, feltbiologi, plantedyrkning, akvarie- og terrarierekvisitter, stereolupper, mikroskoper, centrifuger, spirometre m.m. kræver meget plads i solide skabe.

 

Dertil kommer et behov for solide reoler til akvarier, terrarier og plantedyrkningsforsøg. Disse reoler skal have brede stærke hylder, der kan tåle vand.

 

Rulleborde i passende størrelse letter håndteringen af tunge ting.

 

Antal og placering af såvel faste som mobile stinkskabe skal overvejes nøje. Antallet af personer, der samtidig arbejder ved et stinkskab, må afpasses efter stinkskabets størrelse. Normalt vil det ikke være forsvarligt, at mere end to samtidig arbejder ved et stinkskab.





Senest revideret den 29. juli 2010
Relaterede sider
Eksterne sider
Klassifikation af laboratorier 
(At-vejledning C.0.4 af april 2008) 
Flugtveje og nødbelysning 
(At-vejledning A.1.10 af december 2003)

Mere information