Til faglokalerne hører depotrum, og det er nødvendigt med gode store rum, indrettet efter specifikke brugskrav.
Der eksisterer ikke lovkrav om, hvor store depotrum tilknyttet det enkelte faglokale/afsnit skal være, men der bør altid være rigeligt med depot- skabs- og hyldeplads.
Desuden skal depotrum til rengøring være placeret og indrettet hensigtsmæssigt i forhold til anvendelsen.
Depotrummet
Depotrummet skal have plads til redskaber, materialer, igangværende produktioner og forsøgsopstillinger, som også skal kunne transporteres ergonomisk forsvarligt ind og ud af lokalet.
Derfor er der krav om 1 m brede døre uden dørtrin til depotrum, og der skal være nødvendige tekniske hjælpemidler til rådighed, så som sækkevogne, rulleborde og lignende.
Desuden skal der være gulvplads både til teknisk udstyr og til håndtering af tingene.
Rengøring af depotrum
Det gavner rengøringsstandarden i depotrummene, at der er mange skabe, eller at hylderne er forsynet med plastkasser med låg til materialer, som kan opbevares i kasser.
Sikkerhedsorganisationen skal inddrages i arbejdet med planlægningen mv. af rengørings- og vedligeholdelsesarbejdet og være med til at behandle spørgsmål som rengøringsniveau, rengøringsprogrammer, vedligeholdelsesarbejder og lignende i det omfang, det berører sikkerhed og sundhed.
Det skal fremgå af rengøringsplanen:
- hvordan man sikrer en rimelig standard for den løbende rengøring af birummet
- hvordan hovedrengøring er aftalt (mindst 1 gang årligt - helst 2)
- hvordan lysarmaturer indgår i renholdelsen, også i birum.
Skolen har pligt til at sikre, at rengøringspersonalet har gode og sunde arbejdsforhold, hvorfor placering af inventar og daglig oprydning skal indgå i lærernes og de andre personalegruppers daglige planlægning.
Hylder og skabe
Tænk ergonomisk ved placeringen og placér ikke tunge ting, så der er risiko for, at de vælter ned og forårsager ulykker.
Tunge ting bør placeres på hylder i "midt-på-låret-højde" og aldrig over skulderhøjde.
Væsker placeres kun i lukkede beholdere på hylder, og evt. farlige stoffer placeres kun i velventilerede, aflåste kemikalieskabe.
Gangene bør være mindst 1.20 m brede mellem hyldesektioner. Hyldedybden skal være passende, hvilket især kræver, at lavt eller højt placerede hylder ikke må være for dybe.
Kurve, kasser og lignende må ikke placeres oven på skabe over 1.60 m. For at undgå støvophobning og for at modvirke trangen til ulovlig opstabling af kasser oven på skabene, bør disse monteres med en skrå afslutning.
Arbejdsskadestatistikken viser, at der er sket flere alvorlige ulykker med tunge ting, som fra en ulovlig placering oven på skabe falder ned og giver ulykkesramte svære hovedlæsioner.
Rengøringsrum
Der skal indrettes depotrum til rengøringsafdelingens depotrum. Disse skal være strategisk velplaceret i forhold til opgaveløsningen i skolens samlede bygningsmasse.
Mangler disse rum vil rengøringsvogne og -rekvisitter typisk skabe uhensigtsmæssige arbejdsforhold i andre depotrum.
Lys
Der er ikke krav om dagslys i depotrum, men der skal være tilstrækkeligt lys, så man f.eks. kan læse etiketter og brugsanvisninger, 200 lux målt på gulvet anses for passende.
Ved særlige afsnit kan det være nødvendigt med spotbelysning, f.eks. inde i skabe.
Stiger
Det skal være sikkert at tage ting ned fra hylder. Derfor skal der ved hylderne være en elefantfod eller en godkendt trappestige.
I højde over 1.60 m må kun placeres meget lette ting, som kan håndteres alene med én hånd, idet den anden skal holde fast i stigen. Stigen skal være skridsikker og placeres på et fast underlag.
De anvendte stiger skal, som minimum, opfylde bestemmelserne i DS/INSTA 650 eller EN 131. Det anbefales kun at indkøbe tydeligt mærkede stiger, der opfylder disse bestemmelser.
Senest revideret den 29. juli 2010