Forside > Naturfagligt område > Fysik > Sikkerhed

Sikkerhed


Sikkerhedsregler og sikkerhedsudstyr 
På grund af de mange risikomomenter der er i fysiklokalet, skal skolen sørge for, at der fastlægges klare sikkerhedsregler, arbejdsrutiner og kompetenceforhold.

 

Ligeledes skal skolen sørge for, at det nødvendige sikkerhedsudstyr er til rådighed i lokalet, og at det løbende bliver efterset og vedligeholdt. Det er sikkerhedsgruppens opgave at kontrollere, at reglerne bliver fulgt.

 

Forholdene i fysiklokalerne er forskellige fra skole til skole. Nogle steder indgår fysiklokalet i et lokalefællesskab med andre fag, mens andre skoler fastholder det traditionelle faglokale med eller uden aflastningsrum/depoter. Det er derfor vigtigt, at skolen indarbejder de centralt fastsatte sikkerhedsregler i en lokal sammenhæng.

 

Førstehjælp 
Selv om man som underviser er forsigtig og overholder alle sikkerhedsforskrifter, kan det ikke bortforklares, at fysik- kemilokalet er et lokale, der rummer mange risikomomenter.

Det vil derfor være betryggende, hvis faglærer har gennemført et førstehjælpskursus.


Det anbefales, at førstehjælpsvejledninger findes i lokalet på tavler, plancher eller i anden let tilgængelig form.

 

Sker der en ulykke er det vigtigt at holde hovedet koldt og huske førstehjælpens fire grundregler:

  • Stands ulykken
  • Giv livreddende førstehjælp
  • Tilkald hjælp
  • Giv fortsat almindelig førstehjælp

 

 

Brandslukningsudstyr  
I fysiklokalet skal anbringes både brandtæppe, pulverslukker og evt. kulsyreslukker. Brandinspektøren anviser slukkernes antal, størrelse og placering i lokalet.

 

Type                                       Bruges til
Vand Slukning af stoffer, der danner gløder. Bl.a. træ og tekstiler.
Brandtæppe Tæppe vævet af glasfiber, der bruges til slukning af små brande i faste stoffer, væsker og tøj samt til elektrisk apparatur.
Kulsyreslukker Slukning af væskebrande, brand i elektrisk apparatur og installation. Er ikke egnet ved brand i faste stoffer. Må ikke bruges til personbrande (kulsyren er -80 grader C.).
Pulverslukker Velegnet til væskebrande. Ikke egnet ved brand i faste stoffer (medmindre det af brugsanvisningen fremgår, at den kan bruges til A,B og C brande) og elektrisk udstyr.

Det er ligeledes et krav fra brandmyndighederne, at faglokalet udstyres med en metalspand med tætsluttende låg.

 

Hvis der med politimesterens tilladelse arbejdes med eksplosive stoffer, stilles der krav om:

  • Beredskabsplan
  • Brand- og nødplaner
  • Etableres særlige alarmer
  • Særligt sikrede el-installationer

Affald

Ved arbejdet i fysiklokalet produceres en del forskellige affaldsstoffer. Det er skolens ansvar, at affaldet håndteres og bortskaffes sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

 

Radioaktivt affald 
Bortskaffelse af lukkede radioaktive kilder må kun ske ved returnering til leverandøren eller ved overdragelse til Behandlingsstationen, Forskningscenter Risø.

 

Det skal bemærkes, at radioaktive kilder ikke må sendes med posten, men transporteres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om transport af radioaktive stoffer.

 

Aktivitetsmængder i eulat fra minigeneratorer er så små og så hurtigt henfaldende at de betragtes som Inaktivt affald efter nogle timers henstand.

 

Kemisk affald 
Kemikalierester må ikke hældes i kloakken, men opsamles i tydeligt mærkede opsamlingsbeholdere.

 

Opbevaring af beholderne skal ske i aflåst velventileret skab og affaldet bortskaffes efter kommunes regulativ om farligt affald.

 




Senest revideret den 29. juli 2010
Eksterne sider
Mere information