Forside > Naturfagligt område > Kemi > Undervisningsstedet

Undervisningsstedet


Når undervisningen planlægges, skal skolen sørge for at de praktiske øvelser kan gennemføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt for både lærer og elever.


Pladsforhold 
I lokalet skal der være så god plads, at forsøg kan gennemføres uden risiko for ulykker på grund af dårlig plads.


Som minimum skal der være plads til demonstrationsbord, laboratorieborde til en klasse, det nødvendige antal skabe og skuffer til opbevaring samt plads til tavler og de nødvendige faste installationer.


Erfaringsmæssigt vil et undervisningslokale på minimum 100 m2 med tilstødende depotrum til bl.a. suppleringsmaterialer og forberedelse af eksperimentelle opstillinger opfylde behovet.


Flugtveje 
Aktiviteterne i lokalet kan være brandfarlige. Der må derfor aldrig være mere end 25 m til den nærmeste flugtvej og 50 m til den fjerneste.


Myndighederne kræver, at lokalet har mindst 2 døre til flugtvejsgang eller den ene til det fri – dog ikke til lukket gårdhave. Begge døre skal åbne i flugtretningen og kunne åbnes indefra uden brug af nøgle. Udgangene skal være så langt fra hinanden, at alle i lokalet kan komme til en udgang i tilfælde af brand.


Stinkskabe må ikke anbringes nær flugtvejene.


Gulv 
Det er vigtigt, at gulvbelægningen er egnet til den undervisning, der skal foregå.


I forbindelse med forsøgs- og demonstrationsundervisning bevæger lærer og elever sig meget rundt i lokalet medbringende forsøgsudstyr, glasvarer, vand og kemiske stoffer i fast- og væskeform. Gulvbelægningen skal derfor være robust med så få samlinger som muligt og der, hvor de er nødvendige, skal de svejses sammen.


Desuden må man sikre sig, at gulvbelægningen ikke er glat i våd tilstand, samt at den er let at rengøre og vedligeholde. Skridsikker og syrebestandig linoleum kan anbefales.

Møblering

Bordene skal kunne tjene flere arbejdsområder.


Der skal derfor være fri benplads uden generende sarg under bordet, når der er tale om siddende arbejdsopgaver.


Da der desuden altid vil være tale om store variationer i lærernes og elevernes højde, anbefales laboratorieborde, der kan indstilles i højden. Stinkskabe kan også fås med  højdeindstilling. 
 

Laboratorieborde og demonstrationsborde 
Laboratorieborde og demonstrationsbord skal have glatte, ikke-reflekterende, kemikaliebestandige bordplader uden fuger eller revner.


Størrelsen skal sikre, at der er plads til de faste installationer samtidig med, at hver elev har god plads til at udføre sine egne forsøg.


Skabe 
I en kemisamling er der behov for et ret betydeligt antal skabe til bl.a. forsøgsudstyr og kemikalier.


Det anbefales, at den øverste del af skabene har låger med glas. Dette forbedrer mulighederne for hurtigt at skaffe sig overblik, dog skal man være opmærksom på, at evt. lysfølsomme kemikalier ikke skades.


I kemikalieskabe og stinkskabe skal der tages særlige forholdsregler.


Antal og placering af såvel faste som mobile stinkskabe skal overvejes nøje. Antallet af personer, der samtidig arbejder ved et stinkskab, må afpasses efter stinkskabets størrelse. Normalt vil det ikke være forsvarligt, at mere end to samtidig arbejder ved et stinkskab.


Skabe, der er højere end øjenhøjde bør forsynes med skrå overdel, så det ikke er muligt at anbringe udstyr oven på skabet.


Arbejde med bunsenbrændere og andre former for åben ild rummer altid risiko  for brand. Derfor kan overskabe over laboratorieborde ikke anbefales.



 




Senest revideret den 29. juli 2010
Eksterne sider
Mere information